Bygningsindretning generelt

Generelt bør offentlige bygninger, herunder kontorer og forsamlingslokaler, være indrettet logisk og overskueligt med tydelig og let forståelig skiltning af vej frem til ønsket lokale. Der bør være hvilepladser og fornøden plads til manøvrering og vending for kørestolsbrugere. Installationer og møblement bør udformes under hensyntagen til, at alle skal kunne anvende dem.

Letlæselig og let forståelig information om orientering kan blandt andet ske gennem:

• Orienteringsskilt ved hovedindgang
• Supplerende information om orientering, fx på hjemmeside
• Henvisningsskilte til wc-rum, handicaptoiletter, elevator, trapper og vigtige fælles adgangsveje
• Skilte ved døre til udvalgte rum som wc-rum og handicaptoiletter
• God kontrast mellem skilt og baggrund
• God kontrast mellem skrifttyper og skilte
• God belysning på skilte og information
• Relativ store skrifttyper med størrelse tilpasset læseafstand
• Skilte og information i passende højde for siddende og stående
• Brug af genkendelige symboler
• Følbar tekst og symboler på udvalgte skilte og håndlister
• Retningsorienterende belysning og farve i fælles adgangsveje
• Evt. ledelinjer frem til vigtige orienteringspunkter og mål i større forhaller eller adgangsveje.

Fri passagebredde i døre

Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader og er den mindste afstand mellem døren og den modsatte karm. En fri bredde på 0,77 m tillader passage af de fleste personer i kørestol, men en fri bredde på 0,87 m anbefales, da fx personer i manuelle kørestole kan have brug for ekstra plads til betjening af drivringe.

Det afhænger af dørens konstruktion, om hængslede døre med de modulære betegnelser som fx 9M og 10M giver fri passagebredder på 0,77 og 0,87 m. Derfor bør man ved projektering være opmærksom på, at kravet stilles til den fri passagebredde., særligt ved tykke lyddæmpede døre og branddøre. Ved skydedøre skal der normalt påregnes et murhul på mindst 10M for at opnå 0,77 m fri passagebredde. Høje, lodrette dørhåndtag og lange tilbagetræksgreb på døre kan formindske den fri passagebredde, hvis døren kun kan åbnes 90 grader i en smal passage. Der bør tages hensyn hertil ved at vælge bredere døre.

For at undgå, at meget brede døre bliver for tunge at håndtere, kan de opdeles i asymmetriske to-fløjede døre, hvor åbning af det ene dørblad opfylder kravet om 0,77 m fri passagebredde.

Plads ved siden af dør

For at kunne åbne døren og trække den forbi, siddende i en kørestol, skal der være mindst 0,5 m ved siden af døren modsat dens hængselside, som vist på figur 13.

Karusseldøre

Karusseldøre kan være meget vanskelige at passere for personer med synshandicap, med førerhund, med kørestol eller gangbesvær og de bør derfor suppleres med side-hængslede døre eller skydedøre. Selvåbnende skydedøre er en velegnet løsning.

Dørtrin

Højden må ikke overstige 25 mm, og generelt bør man undgå dørtrin i fælles adgangsveje, alternativt anvende forsænkede bundstykker. Af hensyn til svagsynede anbefales det at gøre dørtrin nemme at se, fx ved at vælge et materiale, der afviger fra gulvbelægningen.

Betjeningskraft

For at sikre tilgængelighed til bygninger bør døres maksimale åbningskraft være 25 N (svarende til en vægt på ca. 2,5 kg), og de bør kunne betjenes med en lukket hånd. Selvåbnende døre anbefales, særligt ved yderdøre og branddøre.

Bredde af fælles adgangsveje

Fælles adgangsveje med en større bredde end 1,3 m øger brugervenligheden, og de kan med fordel gøres bredere, hvor der forventes megen trafik. De fleste fælles adgangsveje udgør samtidig flugtveje, der skal opfylde særlige krav, bl.a. til bredden. Krav til flugtveje er omtalt i kap. 5.2 om flugtveje og redningsforhold.

Fælles adgangsveje bør foran elevatorer være mindst 1,5 m brede. Hvis der er nedadgående trapper foran elevatordøren bør afstanden til trappen være min. 2,0 m.

Markering med farver og belysning

Fælles adgangsveje skal markeres ved forskelle i materialer, farver eller belysning. Formålet er at gøre adgangsvejene nemme at orientere sig på for personer med synshandicap og orienteringsvanskeligheder. Farver kan fx gøre dørkarme, døre og fodlister mm. mere synlige, hvis der er en forskel i kontrast til væggenes farve. Steder med fare markeres ekstra tydeligt, f.eks. trinforkanter.

Belysning, der understreger retningen af et gangforløb, er en hjælp for synshandicappede, fx i form af lamper med en kort indbyrdes afstand. Markering af overordnede adgangsveje, elevatorer, trapper, retningsændringer mv. kan ske ved at belyse disse kraftigere. Lyskilderne bør være blændfrie, fx ved at afskærme lyskilden, og bratte overgange fra stærkt lys til mørke bør undgås.

For markering af glaspartier og -døre i fælles adgangsveje henvises til kap. 4.3.

Indendørs ledelinier

Retningsforløb i haller og andre åbne rum kan med fordel angives med ledelinier, som både giver taktil (følbar) og synlig kontrast til det omgivende gulv. Den synlige kontrast i forhold til gulvet anbefales til mindst 30 målt i lysrefleksionsværdi. En tilstrækkelig taktil kontrast kan opnås ved at benytte langstrakte elementer, som er hævet op til 5 mm over den omgivende gulvbelægning. Der er udviklet specielle ledeliniefliser og -elementer, som opfylder disse krav, men fx en tæppeløber på et gulv af træ, fliser eller anden gulvbelægning kan også bruges. Dimensioner på ledelinjer og opmærksomhedsfelter kan findes på www.sbi.dk/tilgaengelighed/tjeklister.

Seende har normalt vanskeligt ved at vurdere om den taktile forskel er tilstrækkelig. Ved anvendelse af ikke-afprøvede ledelinier anbefales det, at man tager kontakt til Dansk Blindesamfund [www.dkblind.dk] eller Statens Byggeforskningsinstitut [www.sbi.dk].

Det er ikke altid nødvendigt at markere en gangretning i gulvbelægningen, hvis vægge uden fremspring og forhindringer kan udgøre en naturlig ledelinie, fx i gange.

Ledelinier anbefales anvendt i offentligt tilgængeligt byggeri, fx kulturhuse, hospitaler, rådhuse, butikscentre, togstationer og busterminaler. Her kan de forbinde centrale funktioner, fx indgang og reception, information, billetsalg, toiletter og adgangsveje via trapper, elevatorer og døre.

Ramper

Bestemmelsens formål er at give alle mulighed for at bevæge sig rundt til alle enheder på en etage uden at møde trin. Kun ramper og elevatorer må anvendes. I offentligt tilgængeligt byggeri og byggeri til kontor og administration er en enhed oftest det samme som et rum, og denne type byggeri består derfor af mange enkelte enheder, som der skal være adgang til uden trin. For boliger er det anderledes; her betragtes den enkelte bolig som kun en enkelt enhed, selv om den består af flere rum. Altaner regnes dog som selvstændige enheder i begge tilfælde, og man skal derfor være opmærksom på, at der skal være niveaufri adgang fra de fælles adgangsveje og frem til altanen.

Reglementet åbner mulighed for at anvende løfteplatforme og trappelifte i nybyggeri indenfor en enkelt enhed, f.eks. i et rum med 2 forskudte plan, og ikke frem til andre enheder. Det kan evt. lempes ved ombygning, hvis det ellers vil kræve indgribende ændringer, fx flytning af bærende vægge. Niveauspring inden for de enkelte enheder bør dog også udlignes med ramper, da de generelt kan bruges af flere mennesker med handicap end løfteplatforme og trappelifte kan.

Ramper i en fælles adgangsvej skal som hovedregel forsynes med håndlister, der er nemme at gribe om og støtte sig til. Kap. 3.2.3 stk. 1 åbner dog mulighed for at undvære håndlister, hvis rampen har værn, så der ikke er fare for fald til siderne, og når rampehældningen ikke overstiger 1:20 (50 mm pr. m). Stejlere ramper, som evt. kan være en løsning ved ombygninger, skal altid have håndlister i begge sider. Se SBi-tjekliste for ramper.

En optimal løsning er, at alle almindelige pladser efter behov kan omdannes til pladser for kørestolebrugere. Kan det ikke lade sig gøre, anbefales det at placere kørestolepladserne to og to, således at to kørestolebrugere kan sidde sammen. Se SBi-tjekliste om publikumspladser for kørestolebrugere.

Ifølge DS/INF 119, 2007 (Dansk Standard, 2007a) skal glas i facader, vægge og døre afmærkes af hensyn til personer med synshandicap og for at minimere risikoen for, at personer ved uopmærksomhed kolliderer med glasset. Afmærkningen bør placeres således, at den er iøjnefaldende og tydelig for alle. Afmærkning bør være varig og synlig under alle normale belysningsforhold, og kan bestå i ornamentglas, farvet glas, sikkerhedstrådglas, lamineret glas med afmærkning i folien eller sandblæst glas.

Disse markeringer er ikke altid tilstrækkelige. Som en mere effektiv løsning kan anvendes 3 vandrette bånd i højderne 0,2 m, 1,0 m og 1,6 m over gulv. Det tager hensyn til, at nogle svagsynede orienterer sig langs gulvet, mens andre ser lige frem. Højderne tager hensyn til, at siddende personer og kørestolsbrugere også har mulighed for udsyn. Hvid, gul eller anden lys markering kombineret med en mørk markering gør det muligt at se glaspartiet både i dagslys og i svagere kunstlys. Forskellen i lysrefleksionsværdi mellem de lyse og mørke farver bør være 60 eller mere. En glasdør i en glasfacade bør af hensyn til svagsynede markeres, så den tydeligt adskiller sig fra glasfacaden i øvrigt. Ud over ovenstående kan man fx indramme døren med et 100 mm bredt bånd, som har en forskel i lysrefleksionsværdi på mindst 30 i forhold til gulv.

Brugerbetjent udstyr

Indretning af brugerbetjente anlæg, så de kan benyttes af mennesker med nedsat funktionsevne, omfatter hensyntagen til f.eks.

• betjeningshøjder
• afstande
• displays
• betjeningskraft
• lys
• lyd
• samspil med handicapkompenserende udstyr.

Brugerbetjente anlæg skal placeres, så der findes et mindst 1,3 m bredt adgangsareal foran anlægget. Arealet skal være vandret, og eventuelle udligninger af niveauforskelle op til adgangsarealet må højst hælde 1:20.

Ifølge DS 3028 "Tilgængelighed for alle" (Dansk Standard, 2001) bør betjening af brugerbetjente anlæg kunne ske i et interval på 0,9 – 1,2 m, hvis knapper mv. tilnærmelsesvis sidder på en lodret flade, som en person i kørestol kan komme helt tæt på. Det anbefales at anbringe alle betjeningsknapper og områder, der skal kunne nås, mindst 0,5 m fra indvendige hjørner.

Installationer for personer med nedsat funktionsevne

Som eksempel kan nævnes forberedelse af faste teleslyngeanlæg (se også stk. 11). Elektrisk støj fra andre el-installationer kan gribe forstyrrende ind i brugen af høreteknisk udstyr og høreapparater. Man bør vælge installationer med lille afgivelse af elektrisk støj. Problemer med lavfrekvent støj fra elektriske installationer vil desuden ofte kunne afhjælpes ved at jordforbinde installationerne; det er derfor vigtigt, at der fremføres jordforbindelse.

Teleslynge

En teleslynge sender lyden fra fx mikrofonanlæg, højttaleranlæg, biograffilm og tv ud som et elektrisk signal til brugere af høreapparater. Teleslynger bør være planlagt, installeret og vedligeholdt korrekt for at fungere godt for brugerne. Store lokaler kan kræve opdeling af teleslyngen i flere mindre sløjfer, og det kan være nødvendigt at placere kablerne under gulvniveau for at opnå en passende feltstyrke i den rigtige højde.

En hensigtsmæssig installation forudsætter

• ensartet og tilstrækkelig høj feltstyrke i hele lokalet
• ubetydelig interferens med anlæg i andre lokaler; det gælder fx biografsale
• afprøvning af anlæggets funktion i forhold til DS/EN 60118-4 (Dansk Standard, 2007b)

Test af systemet anbefales inden brug og mindst hvert halve år.

Ved installation i eksisterende lokaler kan løsninger baseret på fx infrarød kommunikation eller FM-radiobølger være alternativer, hvis en fast teleslynge ikke kan installeres. Personer med høreapparater skal da i stedet have mulighed for at låne en bærbar modtager med hals-teleslynge. I disse tilfælde er det vigtigt med et velfungerende system til information, udlevering, indsamling og vedligeholdelse af de udleverede enheder. 

Generelt bør offentlige tilgængelige kontorer og forsamlingslokaler være lette at finde og komme frem til, også hvis de er en del af en anden bygning som f.eks. en sogne- eller præstegård.

Der bør være tydelig skiltning med gode kontraster, evt. i følbar reliefskrift. Tekster på skilte bør også være suppleret med letforståelige symboler.

Døre i flugtveje

Flugtvejsdøre bør kunne åbnes ved betjening af et enkelt greb. Ved højdeplacering af greb bør der tages hensyn til, at det skal kunne betjenes af en kørestolsbruger, den maksimale betjeningshøjde bør derfor være 1,2 m over gulv.

Hvilepladser

Da gangbesværede hurtigt kan blive trætte og kan have brug for at hvile sig, bør der i forbindelse med alle offentlige kontorer og forsamlingslokaler sikres hvilepladser i form af stole eller bænke. Hvilepladser bør have vandret sæde med sædehøjde på 45-48 cm over gulv, og der bør være ryglæn samt armlæn, ca. 65 cm over gulv. Hvilepladser kan være integreret i arkitekturen som faste bænke eller lign. Ryglænet bør i så fald udformes med en hældning på 100 grader i forhold til sædet.

Skranker

Eventuelle skranker bør af hensyn til kørestolsbrugere udføres med varierende højder eller være hæve-/sænkbare. Hvis der skal skrives eller udfyldes blanketter ved skranken, bør den udformes med en skriveplade med friplads på 0,5 m i dybden og en frihøjde under pladen på min. 0,68 m.

God belysning bør etableres ved skranke. Blænding fra vinduer eller fra kunstlys bør undgås af hensyn til synshandicappedes mulighed for at anvende restsyn samt af hensyn til hørehandicappedes mulighed for mundaflæsning. 

Lokaler

Når man indretter kontorer, møde- og forsamlingslokaler, bør der tages hensyn til kørestolsbrugeres behov for plads til at manøvrere og vende rundt,. Hvis man derudover også kan tage højde for kørestolsbrugeres og andre bevægelseshandicappedes ofte begrænsede rækkevidde, vil man opnå, at flere brugere kan klare sig selv og har mindre behov for assistance ved f.eks. selvbetjening af informationsmateriale og foldere. Der bør derfor være minimum 1,3 m fri plads mellem faste opstillinger af borde m.m og minimum 1,5 x 1,5 m fri plads til at vende på i alle lokaler. Øverste rækkehøjde på evt. hylder bør være ikke højere end 1,2 m over gulv.

Borde og stole

Ved indretning med borde og stole i menighedslokaler bør bordene have en fri højde under pladen, fri af evt. sarg, på min. 0,68 m af hensyn til kørestolsbrugeres mulighed for at komme ind under bordet. Stole bør have vandret sæde med sædehøjde på 45-48 cm. over gulv, og der bør være ryglæn samt armlæn ca. 65 cm over gulv.

Teleslynge

Et mobilt teleslyngeanlæg anbefales benyttet ved skranker og i mindre lokaler. Dette bør kunne anvendes sammen med et mobilt mikrofon- og højtaleranlæg.

 Af hensyn til brugerne er det vigtigt at opsætte skilt med teleslyngesymbol ved skranke, ved indgang til lokale eller andet tydeligt sted.

For yderligere information og retningslinier om teleslynge-, højtaler- og mikrofonanlæg henvises til "Vejledning om trådløse høreanlæg i kirker og menighedslokaler".

For specifik indretning af kirkerum henvises til afsnittet Indretning af kirkerum.

• "Bygningsreglement 2010" BR10. Erhvervs- og Byggestyrelsen. Kan hentes via http://www.ebst.dk.
• ”SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010”, Statens Byggeforskningsinstitut, 2010. Kan købes på www.sbi.dk og læses gratis online på www.anvisninger.dk.
• "DS 3028:2001 Tilgængelighed for alle". Dansk Standard 2001. Kan købes hos www.ds.dk.
• "Handicaptilgængelig udformning af konstruktioner og anlæg". Erhvervs- og Byggestyrelsen og IT- og Telestyrelsen 2005, rev. af SBi 2007. Kan hentes hos Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) via www.sbi.dk.
• "Vejledning om trådløse høreanlæg i kirker og menighedssale"